Imorgen er dagen hvor vores datter skal sige farvel til sin ultimative yndlingspædagog... Det har været nogle trælse uger her op til hvor Ida ikke rigtig har kunne tale om det uden at være rigtig ked af det og græde over hvem der nu skal kramme hende på den helt britt'ske facon...
Det har været barskt at være mamma for hende i denne tid for Ida er ikke typen der lukker alle ind i hendes hjerte... Det er kun særligt udvalgte som får lov at komme helt derind hvor det føles uoverskueligt at mangle den person igen...
Nu har jeg brugt en times tid på at sidde og skrive et kort til hende med et stort tak for alt hvad hun har gjort for vores datter... Det bringer tårerne frem for hold op hvor kommer Ida til at mangle en helt speciel person i sit liv fremover...
Jeg er i bund og grund bare rigtig følelsesladet ved sådan nogle farvel-scener... Tårerne triller og jeg får ikke sagt alt det jeg gerne ville sige... Jeg er bare forstenet af smerten over at mangle de her helt ekseptionelle mennesker i mit liv... Det er jeg også denne gang og jeg ved også at jeg kommer til at gøre det åbenlyst i institutionen imorgen...
Samtidig så tænker jeg også om der måske en dag er forældre der vil have det på samme måde med mig... Sikke en farvelscene det så kunne blive...
Uanset hvad så glæder jeg mig til at åbne mit hjerte for små fantastiske guldklumper snarest...
Mon ikke tiden bevæger sig henimod go'nat-tid... Det tror jeg... Imorgen skal risengrøden koges, mandlerne smuttes, havregrynskuglerne trilles, vaniljekransene bages osv... Gud hvor jeg glæder mig til juleaften med alle de dejlige bedsteforældre og vores børn og min højtelskede mand... Den aften er bare en af de særligste på hele året :) <3
Ingen kommentarer:
Send en kommentar